I et 100 dages forløb i 2019 satte Knabstrups indbyggere kursen for byens udvikling. Det sker ved at undersøge idéer og arbejde med projekter, der kan styrke lokalsamfundet.
Et dejligt sted at bo
Knabstrup er et dejligt sted at bo. Her er gode fællesskaber, engagerede mennesker og skøn natur. Knabstrup oplever dog et fald i antallet af børn og voksne, mens andelen af ældre borgere er stigende. Det kan påvirke blandt andet et aktivt børnehus, skolen, hallen og boligbehovet.
Politikerne i Holbæk Kommune har et stort ønske om at fremtidssikre lokalområdet, der derfor er blevet valgt til en særlig indsats med fokus på et tæt samarbejde om udvikling. Samarbejdet sker på tværs af borgere, politikere og kommunen.
Det har fra begyndelsen været på tegnebrættet at arbejde blandt andet med renovering af børnehus og udvikling af hallen. Knabstrups ildsjæle har nu dannet arbejdsgrupper, som handler om:
- Et aktivt børneliv
- Bosætning og bofællesskab
- Knabstrup Hallen
- Fællesskaber og godt naboskab
- Bybranding og fortælling
- Trafik
Søndag den 27. januar 2019 lød startskuddet for hele samarbejdet om Knabstrups fremtid ved en workshop i Knabstrup Hallen, og tirsdag den 5. februar 2019 var der arbejdsmøde i grupperne. Siden er idéer blevet udvekslet og projekter har fået ben at stå på.
Første milepæl for arbejdet sættes ved 100 dages festen, hvor kursen præsenteres for alle interesserede. Noget af arbejdet i projektet vil føre til videre lokalt arbejde, mens andet vil komme i politisk behandling.
100 dages fest
Fredag den 24. maj 2019 kl. 16.00-19.00 var der 100 dages fest på skolen. Alle var velkomne, når det fejres, at første milepæl er nået.
Arbejdsgrupperne viser resultaterne af de første 100 dages arbejde. Det sker via boder, hvor man kan gå i dialog med grupperne og få indblik i produkter, projekter, planer og erfaringer.
Der blev desuden taler, optræden, sang, musik, bål, popcorn, slush-ice, grillmad og aktiviteter for børn.
Alle var velkomne til en hyggelig dag med byen i fokus.
Fotokonkurrence
Som en del af projektet vil vi gerne vise, hvorfor det er godt at bo i Knabstrup. Derfor opfordres alle til at lægge billeder på Instagram under hashtagget #knabstrupsætterkurs. Udover at omverdenen kan se alt det skønne, som Knabstrup byder på, er alle billederne med i en fotokonkurrence. Vinderen kåres ved 100 dages festen.
