Sådan bliver i godkendt som plejefamilie

For at blive plejefamilie skal i igennem en godkendelsesproces

Her får I et overblik over de vigtigste trin i godkendelsesforløbet. Begge kommende plejeforældre skal deltage gennem hele processen.

  1. Virtuelt informationsmøde. Socialtilsynet anbefaler, at interesserede deltager i informationsmøde af ca. 2 timers varighed. Her får I indblik i godkendelsesprocessen og de forhold, Socialtilsynet lægger vægt på, når de vurderer familier, der ønsker at blive pleje- eller støttefamilie. Tilmelding sker via Socialtilsynets hjemmeside.

  2. Tilmelding til grundkursus og ansøgning. I skal tilmelde jer det lovpligtige  grundkursus for plejefamilier og indsende en ansøgning via Tilbudsportalen.

  3. Første besøg i hjemmet. Ved det først besøg i hjemmet gennemgår Socialtilsynet blandt andet  kvalitetsmodellen og taler med jer om jeres motivation, ressourcer og familieliv. Samtalen indgår i den indledende vurdering af jeres muligheder for at blive godkendt.

  4. Grundkursus, modul 1. I deltager i første del af grundkurset, som giver viden om opgaven som pleje- eller støttefamilie.

  5. Andet besøg i hjemmet. Det andet besøg i hjemmet omfatter blandt andet samtaler  med eventuelle hjemmeboende børn, observation af familiens samspil og et mentaliseringsinterview, som belyser jeres evne til at se og forstå barnets perspektiv.

  6. Grundkursus, modul 2. I gennemfører anden del af grundkurset.

  7. Tredje samtale og afsluttende vurdering. Socialtilsynet giver jer en samlet tilbagemelding på forløbet og deres vurdering. Inden der træffes afgørelse, får I mulighed for at komme med bemærkninger til de oplysninger og vurderinger, der indgår i sagen.

  8. Skriftlig afgørelse. Når Socialtilsynet har truffet afgørelse, modtager I den skriftligt. Bliver I godkendt som plejefamilie, registreres i på Tilbudsportalen, så kommunerne kan se, at I er godkendt til at modtage børn i pleje. PS - I må også meget gerne kontakte os, når I er blevet godkendt. Så vil vi meget gerne i dialog med jer.