Børnehus i Holbæk by
Inspirerende rammer
Det nye børnehus på Stormøllevej opføres med en klar vision: at skabe et trygt og sjovt sted for børn. Her skal læring og trivsel gå hånd i hånd, og børnenes rygsække fyldes med gode oplevelser og kompetencer, der støtter deres udvikling.
Bygningen er designet til at understøtte både fordybelse, bevægelse og fællesskab. Med fleksible rum, der kan tilpasses forskellige behov, og naturen integreret som en del af det indendørs miljø, skabes en harmonisk og stimulerende atmosfære.
Børnehusets værdier (SOL):
- Samhørighed, fællesskab og relationer – plads til den enkelte og til forskelligheder
- Omsorg og trivsel
- Leg og læringsmiljøer ude og inde – rum til det alsidige børneliv, følge barnets spor, børneperspektiv
Fleksible faciliteter
Børnehuset bliver en toetagers bygning med fleksible indretninger, så alle grupperum kan rumme forskellige børnegrupper. Udearealerne vil være designet til børn i alderen 0-5 år, med hensyn til støjbelastning fra Munkholmvej.
Kapacitet og planlægning
Børnehuset planlægges til at kunne rumme maksimalt 192 børn fordelt på 8 grupperum. Det nuværende behov vurderes at være 152 børn fordelt på 4 vuggestuegrupper med op til 56 børn og 4 børnehavegrupper med op til 96 børn. For at skabe en følelse af sammenhæng og intimitet, vil hver etage rumme to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Dette design sikrer, at børnene oplever et mindre og mere overskueligt miljø i det større hus.
Projektbeskrivelse
Projektstatus
Projektet blev forsinket, da totalentreprenøren gik konkurs i februar 2024. Holbæk Kommune har nu indgået en aftale med en ny totalentreprenør, og børnehuset forventes at kunne indflyttes primo 2027.
Vi glæder os til at byde børn og forældre velkommen til et sted, hvor tryghed, sjov og læring er i fokus.