Voldsomt vejr og oversvømmelse

Danmark bliver løbende ramt af ekstremt vejr, som for eksempel storm og kraftigt nedbør. Få mere information om, hvordan du kan forberede dig, og hvad du kan gøre, når vejret skaber problemer.

Når større dele af samfundet bliver ramt af en omfattende voldsomt vejr, må redningsberedskabet prioritere, så kritiske samfundsfunktioner kan fungere.

Som borger skal du som udgangspunkt derfor kunne klare dig selv i hjemmet. Det vigtigste er således at være forberedt, inden krisen rammer.

De kraftige regnmængder ved et skybrud påvirker kloaksystemerne, vejnettet og den kollektive trafik. Det kan give problemer med forsyningen af el, vand og varme, it-tjenester og telefonnettet. Hvis du har en kælder, er der risiko for, at den kan blive oversvømmet. Men du kan med få, enkle forholdsregler forebygge de værste skader.

Det kan du gøre

Vær klar
Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan dække gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt

Luk af og dæk til
Luk vinduer og døre og sørg for, at alle åbninger udadtil er dækket til med sandsække eller lignende

Led vandet væk
Tjek, at udendørs afløb, riste og tagrender ikke er tilstoppede, og grav evt. render rundt om huset

Hold ind
Store mængder vand gør vejene usikre. Hold ind til siden, hvis du er bilist og bliver fanget i et skybrud

Undgå kontakt
Opstigende kloakvand kan være sundhedsskadeligt

Stormflod er forårsaget af kraftig vind, der presser vand fra havet ind over land. Det går især ud over lavtliggende områder. Danmark bliver ramt af stormflod næsten hver vinter, så hvis du bor i et udsat område, er det en god idé at forebygge eventuelle skader ved at følge disse råd.

Det kan du gøre

Hold dig orienteret
Følg myndighedernes udmeldinger på sociale medier, hjemmesider og via pressen

Luk af og dæk til
Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan afdække fx døre, skakter, gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt

Begræns skaden
Hvis dit hus bliver oversvømmet, så gør hvad du kan for at begrænse skaderne. Red, hvad du kan, og få vandet væk så hurtigt som muligt

I Danmark oplever vi typisk en-to gange om året snefald, der er så kraftigt, at det kan give væsentlige problemer for trafikken og risiko for sammenstyrtninger. Det er som udgangspunkt bedst at udsætte rejser under en snestorm. Hvis du skal ud, bør du forberede dig, så du ikke kommer i problemer.

Det kan du gøre

Hold dig orienteret
Tjek myndighedernes hjemmesider og medierne. Hold øje med, hvordan vejret udvikler sig, og om myndighederne fraråder færdsel udenfor

Tag af sted i god tid
Hvis du skal med bus, tog, færge eller fly, så vær opmærksom på aflysninger og tag af sted i god tid. Hvis du er i bil, så sørg for, at du har nok brændstof på bilen og undgå veje, der ikke er ryddede

Forbered dig, hvis du skal ud
Medbring varmt tøj, måske noget ekstra mad og drikke og en mobiltelefon med fuldt opladt batteri, hvis du skulle sne inde

Sørg for forsyninger i husstanden
Ved varsel så sørg for, at du i husstanden har mad og drikke til at kunne klare dig, såfremt snefaldet forhindrer dig i at bevæge dig ud

Danmark rammes med jævne mellemrum af storme og orkaner. Når det sker, kan det være farligt at begive sig udenfor, da man risikerer at blive ramt af eksempelvis løsrevne tagsten og grene. Væltede træer kan også spærre for trafikken. Hvis DMI udsender storm- eller orkanvarsel, bør du tage dine forholdsregler.

Det kan du gøre

Fastgør eller fjern løse genstande
Ryd op rundt om huset, fjern eventuelle løse tagsten fra taget og fastgør trampoliner og lignende

Lad op
Sørg for, at der er opladt batteri på computer og mobiltelefon, og hav lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå

Følg med
Tjek vejrudsigten og følg med i meldinger fra myndighederne via pressen, hjemmesider, apps og sociale medier

Pas på, hvis du skal ud
Vær opmærksom på tagsten, grene og andre løsrevne genstande, hvis du går udenfor. Hvis myndighederne fraråder unødig færdsel udendørs, så udsæt eller aflys dine aftaler så vidt muligt

Bliv kriseparat med et gratis e-læringskursus

Beredskabsforbundet tilbyder et gratis e-læringskursus. Kurset er designet til at styrke din evne til at håndtere eventuelle samfundsmæssige krisesituationer.

På e-læringskurset "Kriseparat – Klimaparat" lærer du at håndtere de kriser, som klimaet kan skabe, og hvilke konsekvenser det kan have. Du får gode råd til at forberede dig, så du undgår eller reducerer personskader og skader på din bolig. Bliv desuden klog på, hvad du kan gøre, når vandet er trængt ind i din bolig under sådanne hændelser.

Se kurset - Kriseparat Klimaparat

Find mere information

Du kan finde mere information, herunder folder med anbefalinger, tjekliste og beredskabsberegner.

Styrelsen for Samfundssikkerhed

Beredskabsstyrelsen

BorgerBeredskabet

Brug for akut hjælp?

Hvis du akut har brug for politi, brandvæsen eller ambulance, skal du ringe 1-1-2.

Hvis henvendelsen ikke er akut, kan du kontakte politiet på 1-1-4.

Senest opdateret 11-10-2026