Formidlingspunkter – få vigtig information, hvis digitale løsninger ikke virker

Hvis internettet, mobilnettet eller andre digitale kommunikationskanaler er ude af drift i forbindelse med en større hændelse eller krise, kan du få vigtig information på kommunens formidlingspunkter.

Formidlingspunkterne er myndighedernes officielle informationssteder, hvor du kan holde dig orienteret om situationen og få de seneste meldinger. Her vil myndighederne løbende opsætte og opdatere information, så alle borgere har adgang til vigtig information – også når digitale løsninger ikke kan anvendes.

På formidlingspunkterne kan du blandt andet finde:

  • Meddelelser fra politiet om sikkerhed, afspærringer, trafikale forhold og efterlysninger.
  • Information fra brandvæsenet om brandfare, evakuering, redningsindsatser og risikoområder.
  • Information fra ambulance- og sundhedsberedskabet om sundhedsfaglige forhold, skadesteder, behandlingsmuligheder og anbefalinger.
  • Nationale meldinger fra andre relevante myndigheder.
  • Information fra kommunen om blandt andet forsyning, drift, service og andre praktiske forhold.
  • Mulighed for at kontakte 112

Hvor finder jeg et formidlingspunkt?

Kommunen har udpeget en række formidlingspunkter, som kan tages i brug ved behov.

Find et formidlingspunkt nær dig. 

Vi anbefaler, at du allerede nu orienterer dig om, hvor det nærmeste formidlingspunkt ligger.

Hvis formidlingspunkterne bliver taget i brug, vil kommunen informere om dette gennem de kommunikationskanaler, der fortsat er tilgængelige.

Hvad skal du gøre?

Hvis du bliver henvist til et formidlingspunkt:

  • Følg myndighedernes anvisninger.
  • Hold dig orienteret om de seneste opslag og meddelelser.
  • Hjælp gerne naboer, familie eller andre, som kan have svært ved selv at få information.

Formidlingspunkterne er med til at sikre, at alle borgere kan få adgang til vigtig information og myndighedernes anvisninger – også hvis de digitale kommunikationsmuligheder er begrænsede.

Senest opdateret 05-10-2026