Fjernvarmeplaner
Hvorfor satser kommunen på fjernvarme?
Fordi det styrker den grønne omstilling
Det styrker den grønne omstilling, når vi kan basere vores varmeproduktion på andre energikilder end gas og olie.
Fordi det muliggør grøn omstilling for mange
Med en forholdsvis lille investering, sammenlignet med en investering i egen grøn opvarmning kan de fleste bygninger med et vandbårent rørsystem skifte til fjernvarme. Derudover har fjernvarme få støjgener og er særlig egnet til områder med tæt bebyggelse eller ved bevaringsværdige bygninger.
Fordi det sikrer høj forsyningssikkerhed og stor fleksibilitet
Når gas og olie anvendes til opvarmning, gør det Danmark afhængig af lande, som producerer de fossile brændsler. Dette er ofte lande, der er politisk ustabile.
Fjernvarmen kan kombinere forskellige varmekilder og f.eks. kan overskudsvarme fra erhverv eller geotermi kun udnyttes hvis der er et fjernvarmenet. Kombinationen af forskellige teknologier medfører en fleksibilitet som bedst kan udnyttes i løsninger i større skala end i enkelte bygninger.
Fordi fjernvarme er mere end blot en varmeproduktion
Forskellige varmeproduktionsformer og varmelagere bidrager til den grønne omstilling og til balancen i elnettet. Jo flere vindmøller og solceller der producerer el, jo mere er vores elproduktion afhængig af vejret. Varmeværket kan bruge el til at producere varme på tidspunkter, hvor der er meget el i nettet. Når der ikke er brug for varme på det tidspunkt, kommer den producerede varme i varmelagret, hvor den gemmes til tidspunkter med stort varmebehov. På den måde udnytter vi energien mest effektivt.
Information om fjernvarmeprojekter
Holbæk by etape 1
Hvad er status på projektet?: Fjernvarmeprojektet for etape 1 området blev godkendt af kommunen i marts 2024.
Når et projektforslag for fjernvarme er godkendt af kommunen, har forsyningsselskabet forsyningspligt indenfor senest 5 år efter det er blevet godkendt.
Hvis du ikke ønsker fjernvarme, kan du stadig anvende din nuværende varmekilde, eller skifte til anden varmekilde. Det skyldes at tilslutningspligt til fjernvarme i nye fjernvarmeområder blev afskaffet i 2019. Vær dog opmærksom på, at der er politisk fokus på at få udfaset naturgassen inden 2035, så kommunen bakker op om at få udrullet fjernvarme.
Hvor kommer fjernvarmen fra? Fjernvarme til Holbæk by skal produceres fra et stort moderne varmepumpeanlæg placeret ved et område ved Omfartsvejen, kaldet Energibyen. Du kan læse om planer og visioner for Energibyen i dette materiale fra Fors
Du kan læse om projektet i det godkendte projektforslag fra Fors.
Hvordan tilmelder jeg mig fjernvarme?: Boligejere indenfor etape 1 vil blive kontaktet af Fors, når de skal tage stilling til at blive koblet på fjernvarme.
Se priser og følg med i fjernvarme-projektet i på Fors side for fjernvarme i Holbæk by, ved at klikke her: Fjernvarme til Holbæk by, Holbæk Kommune
Jyderup
Hvad er status på projektet?: Kommunen har i november 2023 godkendt et projektforslag for et varmepumpeanlæg på Lynggårdsvej 47, Jyderup.
Hvor kommer fjernvarmen fra? Det nye anlæg, som er baseret på en eldreven varmepumpe samt solpaneler, er med til at effektivisere varmeproduktionen, der tidligere var baseret på naturgas. Varmeproduktionsanlægget med varmepumper skal på sigt give en mere stabil varmepris, samt reducere CO2 udledningen fra varmeforsyningen.
Du kan finde mere information om fjernvarme i Jyderup på Fors' side: https://www.fors.dk/fjernvarme/fjernvarmeprojekter/jyderup/
Du kan læse det godkendte projektforslag her
I Jyderup er der tilslutningspligt til fjernvarme. Det betyder at boligejere skal bidrage økonomisk til den kollektive varmeforsyning. Du kan se om din bolig er indenfor forsyningsområdet her: kort.plandata.dk.
For at se forsyningsområdet i plandata.dk, skal du enten zoome ind på kortet, eller indtaste din adresse i søgefeltet, og herefter klikke på "varmeforsyningsområde, vedtaget", dernæst "forsyningsområde, vedtaget".
Mørkøv
Hvad er status på projektet?: Der er etableret fjernvarme i Mørkøv, og der arbejdes for en udvidelse af ledningsnettet. Du kan læse det godkendte projektforslag her
I Mørkøv er der tilslutningspligt til fjernvarme. Det betyder at boligejere indenfor forsyningsområdet skal bidrage økonomisk til den kollektive varmeforsyning.
Du kan finde information om Mørkøv Fjernvarme her: https://www.moerkoevvarmevaerk.dk/
St. Merløse
Hvad er status på projektet?: Der er etableret fjernvarme i dele af St. Merløse.
I dele af St. Merløse er der tilslutningspligt til fjernvarme. Det betyder at boligejere indenfor forsyningsområdet skal bidrage økonomisk til den kollektive varmeforsyning.
Du kan læse mere om fjernvarme i St. Merløse på Fors hjemmeside: www.fors.dk/fjernvarme/
Spørgsmål og svar om fjernvarme
Kommer der flere muligheder for fjernvarme i Holbæk Kommune?
Det er der ikke planer om. På kortet over mulighederne for fjernvarme kan du se de områder, der har fjernvarme eller har potentiale for at få det. Det er ikke alle steder i kommunen, der vil kunne etableres fjernvarme, fordi det ikke er økonomisk bæredygtigt for borgerne.
Hvorfor er det ikke alle der kan få fjernvarme?
Ifølge loven må der kun etableres fjernvarme i områder med positiv samfundsøkonomi. Derfor er det ikke alle steder, der kan etableres fjernvarme, selvom der er mange, der ønsker det.
Varmeplanen udpeger de områder, hvor screeningsberegningerne viser samfundsøkonomisk potentiale for fjernvarme.
Er der tilslutningspligt til nye løsninger?
Nej, tilslutningspligten blev afskaffet ved lovændring d. 1. januar 2019. Tilslutningspligt til naturgas er desuden ophørt ved lovændring d. 10. maj 2022.
Skal jeg beholde naturgas, hvis der er tilslutningspligt på min adresse?
Nej. Du kan altid frit skifte varmekilde til f.eks. luft-vand varmepumpe, selvom der i lokalplanen fremgår at der er tilslutningspligt. En lovændring fra 10. maj 2022 betyder, at al tilslutningspligt til naturgas bortfalder, også selvom det fremgår af lokalplaner og servitutter.
Hvad betyder det for min hverdag, hvis der skal etableres fjernvarme i Holbæk by?
Etablering af fjernvarme kræver at der etableres et fjernvarmenet, som er forbundet med anlægsarbejde. Fjernvarme vil blive udvidet i etaper og du vil blive informeret om, hvor og hvornår der skal graves.
Vil der være vejarbejde forbundet med etablering af fjernvarme?
En udbygning af fjernvarme vil medføre gravearbejde. Men selv hvis der ikke tilbydes fjernvarme, er en stor del af vores infrastruktur ledningsbaseret, som skal vedligeholdes og opgraderes. Med den stigende elektrificering af samfundet vil der fx tilsluttes flere varmepumper og elbiler. Dette vil forårsage at elnettet skal forstærkes bestemte steder. Gravearbejde skal i videst muligt omfang koordineres så det kan ske samtidig og mindsker generne.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg bor i et område, der er udpeget til kollektiv forsyning, men har brug for at skifte min varmekilde, inden den kollektive løsning er på plads?
Du kan vælge en anden opvarmningsform end fjernvarme. Da der ikke længere er mulighed for at stille krav om tilslutning til fjernvarme, kan du vælge at tilslutte dig på et senere tidspunkt, når din opvarmning er udtjent.
Fra hvilken energikilde fremstilles fjernvarmen?
Fjernvarme i Holbæk Kommune kommer primært fra eldrevet varmepumper og størstedelen af strømmen til varmepumperne vil med tiden komme fra vedvarende energikilder som solceller og vindmøller.