Flagermus – Beskyttelse hele året
Alle danske arter af flagermus er bilag IV-arter, og derved strengt beskyttet efter habitatdirektivet. Beskyttelsen gælder både flagermusene og deres levesteder. Træer med hulheder, revner eller sprækker kan være yngle- og rasteområder for flagermus. Der er derfor en række ting, man skal være opmærksom på, hvis man f.eks. ønsker at fælde træer.
- Træer, der er levesteder for flagermus, er beskyttet hele året rundt.
- Fældning kræver en vurdering af, om der er flagermus til stede. Der findes flere flagermusrådgivere, som kan være behjælpelige med en vurdering.
- Hvis et træ er levested for flagermus, må træet ikke fældes uden en dispensation fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
- Hvis du er i tvivl, skal du kontakte Styrelsen for grøn arealomlægning og vandmiljø, inden du fælder. Læs deres side om flagermus her.
- Hvis fældning af et træ, der er et muligt er levested for flagermus, er en del af et projekt der kræver en tilladelse fra kommunen, er kommunen myndighed i forhold til flagermus igennem disse tilladelser.
Fugle – Beskyttede perioder og træer
I henhold til artfredningsbekendtgørelsens § 6 gælder:
- Kolonirugende fugles redetræer
- Må ikke fældes fra 1. februar til 31. juli.
- Rovfugles og uglers redetræer
- Må ikke fældes fra 1. februar til 31. august.
- Ørnes, sort storks og rød glentes redetræer må aldrig fældes
- Hule træer og træer med spættehuller
- Må ikke fældes fra 1. november til 31. august.
- Digesvalereder
- Må ikke ødelægges fra 1. april til 31. august.
Disse regler sikrer, at fugle kan yngle og finde ly.
Det er muligt at søge om dispensation fra artfredningsbekendtgørelsen hos Styrelsen for grøn arealomlægning og vandmiljø her: Beskyttede arter - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
Hvis du har flagermus på loftet så kig på denne side Flagermus i huset - Naturstyrelsen
