(Foto: Lars Just, Orø)
Holbæks 18 lokalområder - og lokalfora
Holbæk Kommune består af 18 forskellige lokalområder, som alle spiller en vigtig rolle i kommunens udvikling – både lokalt og i det store fællesskab. I hvert lokalområde findes et lokalforum, hvor frivillige kræfter går sammen om at skabe aktivitet, dialog og udvikling dér, hvor de bor.
Hvad er et lokalforum?
Lokalforum fungerer som en samlende platform for ønsker, udfordringer og idéer for lokalområdet.
Et lokalforum er organiseret som en forening og skal være baseret på almindelige demokratiske spilleregler. Medlemskabet af foreningen skal være gratis, åbent og tilgængeligt for alle.
I lokalforum kan I blandt andet:
- drøfte lokale behov og muligheder
- planlægge møder og debatter med politikere, kommunale medarbejdere eller andre relevante aktører
- igangsætte aktiviteter eller projekter, der gavner lokalområdet, fx årlige festdage eller deltage i den nationale dag for affaldsindsamling.
- koordinere samarbejde mellem frivillige, foreninger og andre lokale kræfter
En vigtig opgave er også den løbende kontakt med borgere, virksomheder og foreninger for at høre, hvad der rører sig.
Et lokalforum er kendetegnet ved at være et åbent og ligeværdigt forum for lokale kræfter. Det betyder, at det er åbent for alle: borgere, foreninger, organisationer, virksomheder, brugerråd, bylaug og lokale institutionsledere. Alle deltager på lige fod i diskussioner og beslutninger.
I lokalforum kan I diskutere lokale ønsker, udfordringer og muligheder, planlægge debatmøder med fx politikere, kommunale medarbejdere eller nogle helt andre. I kan også lave andre arrangementer eller tiltag til gavn for området.
Samarbejde med kommunen
Lokalfora har ofte et stærkt lokalt netværk og en dyb forståelse af deres områder. Derfor er de vigtige samarbejdspartnere for Holbæk Kommune, når de skal i dialog med borgere, foreninger og virksomheder.
Alle 18 lokalfora har en kontaktperson en ”Fælles-skaber”, som både kommunen og andre interesserede kan henvende sig til.
Kommunalt tilskud
Holbæk Kommune giver hvert år et fast tilskud til hvert lokalområde gennem dets lokalforum. Midlerne skal bruges til aktiviteter, projekter eller tiltag, der er almennyttige og vurderes at have positiv betydning for lokalområdet og som har bred opbakning i det lokale forum og blandt borgere, foreninger mm. i lokalområdet. Lokalforum beslutter selv, hvordan tilskuddet skal anvendes – dog ikke til løn eller tilskud til private virksomheder. Lokalfora må gerne have andre indtægter som fx overskud fra arrangementer, men må ikke opkræve kontingent.
Der er samlet afsat 450.000 kroner årligt i budgettet som fordeles ud på de 18 lokalfora.
Et lokalforas årsregnskab præsenteres på den årlige generalforsamling. Har du spørgsmål til, hvordan tilskuddet bliver anvendt i dit lokalområde, så kan du tage kontakt til den lokale kontaktperson.
Kontakt dit lokalområde (link til kontaktperson og fælles-skaber)
Inddeling af lokalområderne
På kortet kan du se, hvor de enkelte lokalområder ligger. Du kan klikke dig videre til lokalområdernes egne hjemmesider og zoome ind for at se, hvilke byer der hører til de forskellige områder.