Ung Musik er et samarbejde mellem Talent Holbæk, Holbæk Kulturskole og Stenhus Gymnasium.
Formålet med Ung Musik er at give musiktalenter mulighed for at afprøve og udvikle deres musiske færdigheder. Her kan du blive afklaret omkring din interesse for musik og dine færdigheder i forhold til evt. at søge ind på Musikalsk Grundkursus, også kaldet MGK.
Undervisning, workshops og aktiviteter
Undervisningen foregår på Stenhus Gymnasium i musiklokalet om eftermiddagen én gang om ugen. Der vil være workshops indenfor relevante emner og genrer med aktuelle gæstelærere og musikere. Disse vil ofte være på weekenddage og foregå bl.a. på Musikhus Elværket eller Holbæk Kulturskole.
Det at være skabende og udøvende i musik vil være i centrum for mange af vores aktiviteter. Her vil der være fokus på at omsætte musikteori til praksis bla. med undervisning i hørelære på ens instrument/sang. Vi vil arbejde med sangskrivning, komposition, arrangement og indspilning i lydstudie. Aktiviteter omfatter f.eks. koncerter på SKVULP-festivalen, koncerter på Musikhus Elværket, Talent Holbæk arrangementer, Young Art festival og koncerter på skoler og gymnasier.
Adgangskrav
Alle unge musikere, producere og sangere mellem 15-21 år kan søge ind på Ung Musik, uanset hvilken ungdomsuddannelse du evt. går på eller hvad du i øvrigt er beskæftiget med. Det forventes at du i forvejen modtager undervisning i sang eller på dit hovedinstrument/laptop - eller på anden måde arbejder seriøst omkring musik. Det vigtigste er, at du er dedikeret og indstillet på at bruge en stor del af din fritid på at dygtiggøre dig gennem egen øvning og projekter. Der er plads til max. 12 på holdet. Ung Musik er gratis for eleverne.
Ansøgning
Der indsendes en skriftlig ansøgning, hvor du beskriver din motivation for optagelse på forløbet. Du skal medsende et eller flere links til noget, du har skabt. Det kan være en video, et stykke musik, et billede eller måske et digt. Husk at skrive navn, alder og nuværende uddannelse. Der vil være en lille optagelsesprøve med en samtale og noget kort musikalsk afprøvning.
- Ansøgning snarest og senest 1. september 2026.
- Ansøgning sendes til Christian Bluhme, chbha@holb.dk og Solvej Jul Nielsen, sj@stenhus-gym.dk
