Udvalget for Klima, Miljø og Natur har besluttet at indgå et KLIMA+ partnerskab med Klimaskovfonden. Partnerskabet skal styrke arbejdet med kommunens klimamål, blandt andet om at rejse mindst 500 hektar ny skov inden 2030 og fremme store, sammenhængende naturområder.
”Med partnerskabet med Klimaskovfonden får vi mulighed for at accelerere vores lokale indsats for både klima og natur. Vi får adgang til fondens faglige rådgivning og kan samtidig invitere virksomheder og lodsejere til at være med i konkrete projekter. Det er et stærkt skridt i retning af at realisere vores klimastrategi Holbæk 2050,” fortæller Karen Thestrup Clausen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.
Giver nye muligheder for lokale samarbejder
Klimaskovfonden er en statsligt oprettet fond, der støtter skovrejsning, naturprojekter og udtagning af lavbundsjorde i Danmark. Fonden har i 2025 modtaget 200 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden til at etablere store, sammenhængende naturarealer. En indsats, der bliver prioriteret i de kommuner, der indgår i KLIMA+ partnerskabet.
”Vi ved, at vi som kommune ikke kan nå klimamålene alene. Samarbejdet med Klimaskovfonden gør det muligt at skabe partnerskaber med lokale lodsejere og virksomheder, som både vil tage ansvar for natur og klima og samtidig styrke det lokale erhvervsliv. Det er den slags fælles løsninger, som vi kan komme i mål med,” fortæller Karen Thestrup Clausen.
En del af Holbæk 2050
Partnerskabet understøtter målene i klimastrategien Holbæk 2050, hvor kommunen arbejder målrettet for at blive CO₂-neutral i 2050. Skovrejsning og vådgøring af lavbundsjorde er blandt de vigtigste virkemidler til at reducere udledningen og øge biodiversiteten.
Klimaskovfonden bidrager med rådgivning og projektudvikling, mens kommunen stiller lokalt kendskab og arealer til rådighed. I 2026 planlægger kommunen desuden at samarbejde med fonden om skovrejsning på kommunale grunde, hvor skov kan beskytte grundvandet.
Partnerskabet er uden økonomiske omkostninger for kommunen.
Kommunalbestyrelsen skal endelig godkende indgåelsen af partnerskabet på sit møde onsdag den 26. november.
