Det er tydeligt, at de to kan lide hinanden - Jai, den erfarne slagtermester og indehaver af Munkholmslagteren og Mads på femten, der er i juniormesterlære hos slagteren.
”Hvis jeg skal have elever, skal de virkelig brænde for faget. Jeg så straks i Mads’ øjne, at han virkelig ville det her, og jeg faldt pladask for ham de første uger. Jeg glæder mig hele ugen, til han skal komme,” siger Jai.
Mads har det på samme måde, og han smiler og giver igen, når Jai laver sjov med ham. Tonen hos slagteren passer ham tydeligvis.

En ny form for skolegang
Mads er en af de omkring 50 elever i Holbæk Kommune, der er i juniormesterlære. Ordningen blev indført i år og er for elever i folkeskolens 8. og 9. klasse. En juniormesterlære kombinerer almindelig skolegang med praktik i en virksomhed gennem hele skoleåret.
Mads er i således i skole tre dage om ugen og arbejder i Munkholmslagteren to dage om ugen fra 9.00-17.30:
”I skolen går det langsomt og stille. Her arbejder jeg med hænderne, og der er altid noget at lave. Så selvom dagene er længere her, føles de meget kortere.”

Vil være gourmetslagter
Mads har i to år vidst, at han vil være gourmetslagter.
Han tog beslutningen, efter Slagteriforeningen kom ud på skolen med deres arrangement ”Gris på Gaflen”. Her var eleverne med til at partere en pattegris og lave alskens lækkerier ud af den bagefter.
Dermed var sagen bøf for den unge mand, og da juniormesterlære blev udbudt, var han ikke sen til at gribe chancen.
Indsigt i alle sider af faget
Han startede i juniormesterlære i august måned hos Munkholmslagteren. Her under to måneder inde i forløbet har han allerede prøvet kræfter med mange af slagterfagets discipliner. Alt fra at lave pølser, røgvarer og frikadellefars over gode arbejdsstillinger og til det rent praktiske med at pakke varerne. Ja, selv økonomien bag en slagterforretning har han fået indblik i.
Og Mads har gjort det godt – så godt, at Jai allerede står på spring med en læreplads:
”Hvis Mads er klar, så kommer han direkte i lære – jeg laver en plads til ham uanset hvad.”
En forpligtigelse
For Jai er det nemlig vigtigt at dele ud af sin omfattende viden om faget. Det er derfor han valgte at tage Mads ind i juniormesterlære.
”Det er en forpligtelse at give sin viden om slagterfaget videre til fremtidige generationer. Ellers dør faget ud,” siger Jai.
Et kig på de mange forskellige varer i butikken, giver et fingerpeg om den store viden Jai har at give videre. Det faktum, at hans svende flere gange har vundet guld ved DM i Skills, understreger, hvor god han er til at give den viden videre.
.jpg?width=1920)
Men han vil også gerne bidrage til, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse – om det så er slagterfaget eller en af de øvrige erhvervsuddannelser:
”De danske forældre spørger de unge, hvad de vil læse, og ikke hvad de vil lave.”
Det er netop den automatreaktion hen imod mere boglige fag, Jai gerne være med til at ændre.
At han så i samme ombæring gør en kæmpe forskel for unge mennesker som Mads, er ikke bare en bonus men lader til at være en stor drivende kraft i slagtermesterens hverdag.
Vil du også gøre en forskel?
Har du en virksomhed, og har du mod på at gøre en forskel for dit fag og en ung?
Læs mere om juniormesterlære her
Du kan også skrive til:
