Kommunalbestyrelsen afsætter hvert år midler til §18-puljen, der skal understøtte frivillige indsatser og aktiviteter for socialt udsatte medborgere. Puljen kan søges til både forebyggende indsatser og aktiviteter, der yder konkret hjælp til målgruppen, og der kan søges støtte til både enkeltstående og længerevarende aktiviteter.
For at komme i betragtning til støtte skal målgruppen være bosiddende i Holbæk Kommune, aktiviteten skal være målrettet socialt udsatte borgere, og indsatsen skal i overvejende grad udføres af frivillige.
I uddelingen af midler vil der blandt andet blive lagt vægt på aktiviteter, der skaber positive sociale fællesskaber, fremmer sundhed og forebyggelse eller udvikler nye og eksisterende frivillige tilbud. Projekter, der gennemføres i samarbejde mellem flere foreninger, lokalfora eller kommunale institutioner, vil også blive prioriteret.
Der ydes blandt andet ikke støtte til aktiviteter for enkeltpersoner, husleje, aflønning af faste medarbejdere samt erhvervsdrivende eller kommercielle aktiviteter.
Læs mere om betingelser, kriterier og ansøgningsproces i administrationsgrundlaget for §18-puljen
Ansøgningsfrist
Ansøgninger skal være modtaget senest søndag den 1. november 2026.
Ansøgning sendes via Fritidsportalen (se vejledning til Fritidsportalen).
Har du spørgsmål til puljen eller ansøgningen, kan du kontakte Paragraf18-puljen@holb.dk.
Spørgsmål til Fritidsportalen kan rettes til kulturogfritid@holb.dk eller telefon 72 36 36 36.
