Seniorrådsmøde den 11. juni 2026.
På Seniorrådets seneste møde, havde vi en drøftelse af, at det var meget beklageligt, at
igangsætning af byggeri af nyt plejehjem nu blev forsinket, og vi håber, at der meget snart kommer
realitet i byggeplanerne.
Vi fordelte opgaver blandt rådets medlemmer, hvem der skal holde sig ajour med de relevante
politiske udvalgs dagsordener og referater, så man kan viderebringe disse oplysninger i rådets
møder til alle rådets medlemmer.
Vi havde modtaget en henvendelse om, at der var problemer med, at ”vågekoner” kunne få
parkeringstilladelser, så de kunne udøve deres gerning, uden at skulle sidde på nåle for at holde
øje med parkeringstiden. Det er et stort og uegennyttigt arbejde, de udfører, og vi besluttede derfor
at sende et uanmodet høringssvar til myndighederne om dette.
Desuden blev drøftet forberedelse af borgermøde den 20.august i Boxen, der skal handle om
pårørende til demente.
Vores facebookside er blevet godt modtaget, men kendskabet til den skal udbredes. Vi besluttede
derfor at udarbejde et opslag til alle de Aktive Centre, hvor det kan hænges på opslagstavlen.