Typer af plejefamilier
Der findes forskellige måder at være plejefamilie på, afhængig af barnets behov og familiens situation:
- Døgnplejefamilie
- Plejefamilie med støtteophold
- Netværksplejefamilie
Derudover er det muligt at blive venskabsfamilie for et barn eller en ung, som er anbragt udenfor hjemmet.
Læs mere om venskabsfamilier her.
Døgnplejefamilie
Som døgnplejefamilie har barnet fast bopæl hos jer og bliver en del af jeres hverdag og familieliv. Børn i pleje har forskellige behov og forudsætninger. Fælles for dem er, at de har brug for trygge rammer, stabile voksne og en familie, der kan støtte deres udvikling.
Plejebarnet bliver en del af familien på lige fod med familiens øvrige medlemmer og deltager i hverdagens aktiviteter, traditioner og fælles oplevelser, herunder fx fødselsdage og rejser.
At være døgnplejefamilie er en vigtig og forpligtende opgave, som kræver engagement fra hele familien.
Læs mere om døgnplejefamilier her:
Håndbog for døgnplejefamilier
Video: Plejefamilier fortæller
Plejefamilie med støtteophold
Som plejefamilie med støtteophold har I et barn eller en ung boende hos jer i afgrænsede perioder, typisk i nogle weekender og eventuelt enkelte hverdage. Barnet har fortsat bopæl hos sine forældre.
Et støtteophold skal give barnet positive oplevelser, stabile relationer og ekstra voksenkontakt. Samtidig kan det give familien støtte og mulighed for et pusterum i hverdagen.
I nogle tilfælde kan kommunen ansætte en familie til støtteophold uden godkendelse fra Socialtilsynet, når støtteopholdet er bevilget som følge af barnets eller den unges funktionsnedsættelse.
Læs mere om at være plejefamilie med støtteophold her
Netværksplejefamilie
En netværksplejefamilie er en familie, som barnet eller den unge allerede kender. Det kan være familiemedlemmer eller andre voksne med særlig relation til barnet.
Netværksplejefamilier får ikke løn, men får dækket udgifter, der er forbundet med at have et barn eller en ung boende.