Ordblindhed

Ordblindhed kaldes også dysleksi. Det viser sig som langsom og usikker læsning og stavning på grund af problemer med at forbinde bogstaver og lyd. Ofte opstår der også problemer med at forstå teksters indhold og at formulere sig på skrift.

Ordblindhed kan komme til udtryk i forskellig grad og på forskellig vis. Derfor kan ét ordblindt barn fx læse langsomt og usikkert og have store problemer med at skrive, mens et andet barn kun har problemer med stavningen. Begge elever er ordblinde men på hver deres måde. At være ordblind betyder, at dit barn har svært ved at lære at læse og stave – men ikke at det er umuligt at lære. Vi ved, at dit barn med støtte og træning kan udvikle sin læsning og skrivning. Det kræver dog ekstra øvelse – både i skolen og derhjemme.

En udredning af ordblindhed kan kun ske i samarbejde med elevens forældre og efter, at de har givet deres tilladelse. Det er skolens læsevejleder eller ordblindelærer, der tester for ordblindhed og kun, hvis der er en faglig mistanke. Hvis der ikke er mistanke om ordblindhed, kan skolen anvende andre test og værktøjer til at afdække vanskelighederne. Ordblindetesten kan tidligst tages i slutningen af 3. kl., da eleven først skal have haft rig mulighed for at lære at læse.

Som forælder har du ret til at få dit barn testet for ordblindhed én gang i dit barns skoleforløb ifølge Folkeskoleloven paragraf 3b, stk. 5. https://danskelove.dk/folkeskoleloven/3b Retskravet gælder fra d. 1. marts på 4. klassetrin. Som forælder kan du dog ikke bestemme, hvordan skolen vælger at afdække dit barn for ordblindhed. Hvis skolen ikke er fagligt enig i din bekymring, kan skolen vælge først at afdække dit barns mulige ordblindhed med andre testredskaber, og kun ved tydelige tegn på ordblindhed teste med Ordblindetesten.

Når dit barn er blevet testet ordblind, bliver der sat forskellige tiltag i gang på skolen. Dit barn får adgang til følgende:

AppWriter & TxtAnalyser: En computer med de læse-/skrivestøttende programmer AppWriter (hjælp til oplæsning, ordforslag og indtaling) samt TxtAnalyser (hjælp til grammatik)

Nota: Et digitalt bibliotek med lydbøger, e-bøger og digitale skolebøger.

Indsatser: Undervisning i grundlæggende læse-, stave- og skrivefærdigheder, herunder læse-, stave- og skrivestrategier - enten i klassen eller på mindre hold. Derudover undervisning i brugen af de læse-/skrivestøttende programmer AppWriter og TxtAnalyser samt Nota.

Ordblindelærer: Ressourceperson på skolen med særlig viden om ordblindhed og ordblindeprogrammer til computeren.

Prøve på særlige vilkår: Mulighed for at tilpasse afgangsprøven i 9. kl. til den ordblinde elevs vanskeligheder, herunder mulighed for ekstra tid, andet lokale samt brug af oplæsningsstøtte, stavestøtte og indtaling. Det er skolelederen, der træffer afgørelsen efter en konkret vurdering i samråd med elev og forælder.

LæseTek: Holbæk Kommunes videnscenter for ordblindhed. LæseTek afholder lærerkurser, forældrekurser samt laver indsatser for de ordblinde elever. Hvilke indsatser LæseTek afholder aftales med den enkelte skole, men kan fx bestå af klasseoplæg om ordblindhed, 1 uges kursus på mellemtrinnet, skriftsproglige indsatser i udskolingen, indsatser i engelsk eller matematik, co-teaching i klassen samt en prøveforberedende indsats i 9. kl.

Elever med ordblindhed skal støttes i deres faglige udvikling gennem et tæt og åbent skole-/hjemsamarbejde. Skolen har ansvaret for det faglige indhold. Det er din rolle som forældre at støtte dit barn gennem de aftaler, der udarbejdes i samarbejde med skolen. Det kan f.eks. være konkrete aftaler omkring lektielæsning, daglig læsning af bøger på elevens læseniveau eller lytning til alderssvarende lydbøger på Nota. Det er vigtigt, at skolen og du samarbejder og får lavet aftaler, hvor barnet kan håndtere de krav, der bliver stillet og samtidig beholde sin lyst til læring og skolen.

Det er vigtigt, at du har positive forventninger til dit barn og selv er en god rollemodel i forhold til læsning og skrivning. Selvom dit barn er ordblind, er det vigtigt fortsat at stille krav til ham/hende. Du skal derfor opmuntre dit barn til at blive ved med at arbejde med sine læse- og skrivefærdigheder. Du støtter dit barn ved at vise, at du har forståelse for hans/hendes udfordringer og anerkender, når noget er svært. Samtidig kan du hjælpe dit barn med at få øje på det han/hun er god til og støtte dit barn i at få succes på andre områder – fx andre færdigheder eller en god fritidsinteresse – så ordblindheden ikke kommer til at fylde det hele.

Du støtter dit barn ved:

At være tålmodig og rose dit barns indsats, da det styrker dit barns motivation og lyst til at lære.

At samarbejde med skolen, så I sammen bedst muligt kan støtte dit barn.

At tale åbent om ordblindhed. Sæt ord på, hvad ordblindhed er, og hvordan dit barns ordblindhed ser ud. Lyt fx Karla og Freja fortælle om, hvordan de takler deres ordblindhed sammen med dit barn og brug det som udgangspunkt til at tale med dit barn, om dets styrker.

Spørgsmål og svar

Risikotest for ordblindhed kan tages i børnehaveklassen, 1. kl. eller 2. kl. Testen kan fortælle, om dit barn er i risiko for at udvikle ordblindhed og derfor har brug for ekstra læsetræning. Selvom dit barn kommer i risikogruppen, betyder det ikke, at dit barn nødvendigvis vil blive ordblind. Ekstra læsetræning vil forebygge – eller mindske dit barns læsevanskeligheder. Læsetræningen foregår i et samarbejde mellem skole og hjem.

Er du usikker på, om dit barn er ordblind eller har andre sprog- eller læsevanskeligheder? Så tag fat i dit barns dansklærer eller kontaktlærer for en nærmere dialog. Ved mistanke om at dit barn er ordblind, er der mulighed for at tage særlige tests.

Ordblindetesten kan tages på følgende tidspunkter:

-          3. kl.: I foråret (april, maj, juni)

-          4.-9. kl.: I efteråret (oktober, november, december) samt i foråret (april, maj, juni)

-          10.kl. og opefter: Hele året

Der er en test for risikotest for ordblindhed. Risikotest for ordblindhed kan tages i børnehaveklassen, 1. kl. eller 2. kl., hvis skolen eller du som forælder er bekymret for dit barns læsning. Testen kan fortælle, om dit barn er i risiko for at udvikle ordblindhed og derfor har brug for ekstra læsetræning. Selvom dit barn kommer i risikogruppen, betyder det ikke, at dit barn nødvendigvis vil blive ordblind. Ekstra læsetræning vil forebygge – eller mindske dit barns læsevanskeligheder. Læsetræningen foregår i et samarbejde mellem skole og hjem.

Hvis du ønsker det, har du som forælder ret til at få dit barn testet med Risikotest for ordblindhed én gang i 1. klasse ifølge Folkeskoleloven paragraf 3b, stk. 3. https://danskelove.dk/folkeskoleloven/3b.

Spørgsmål og svar

Du kan som forælder hjælpe dit barn mes læsning og skrivning ved:

- At læse med dit barn - fx 20 min. hver dag.

- At få dit barn til at lytte til alderssvarende bøger (fx på Nota) og bagefter tale med dit barn om indholdet. Dermed øger du dit barns ordforråd og viden.

- At opmuntre dit barn til at bruge sine læse- /skrivestøttende programmer – både i klassen og derhjemme.

Når dit barn skal videre på en ungdomsuddannelse, er der også mulighed for at få hjælp. Hvis du og dit barn gør opmærksom på, at dit barn er ordblind, kan ungdomsuddannelsen søge om SPS (Specialpædagogisk støtte). Gør gerne opmærksom på det allerede inden sommerferien, så dit barn kan få hjælp fra starten af studiet. SPS kan fx bestå af programmer, der kan hjælpe med læsning og skrivning på computeren og studiestøttetimer til fx at hjælpe med skriftlige opgaver, læsestrategier eller eksamensforberedelse

Læs mere om mulighederne her i brochuren.

-       Nationalt Videnscenter for ordblindhed og andre læsevanskeligheder:
https://nvol.dk/

-        Nota:
https://nota-service.kb.dk/vi-tilbyder

-        Bibliotekernes Sprog og Læsespor for ordblinde:
https://www.laesesporet.dk/ordblinde

-        EMU, Børne- og Undervisningsministeriets læringsportal:
https://emu.dk/ordblindhed-og-andre-laesevanskeligheder/viden-om-ordblindhed-og-andre-laesevanskeligheder/hvad-er?b=t6325-t6371

-        LæseTek:
https://csu-holbaek.dk/kommunikationscenter/ordblind-/-laesetek/laesetek/om-laesetek

Senest opdateret 01-09-2026