Enkeltydelse og økonomisk hjælp i særlige tilfælde

En enkeltydelse er en mulighed for økonomisk hjælp fra kommunen til helt nødvendige udgifter, som du ikke på nogen anden måde selv kan betale. Læs mere om de forskellige former for hjælp du kan søge om.

Er du i en vanskelig økonomisk situation, kan du søge kommunen om økonomisk tilskud til en række udgifter (hjælp i særlige tilfælde).

Du kan fx søge om hjælp til:

  • rimeligt begrundede enkeltudgifter, der er uforudsigelige, hvis du har været ude for ændringer i dine forhold
  • midlertidig hjælp til betaling af husleje, hvis du er udsættelsestruet på grund af huslejerestance
  • sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan ydes hjælp til efter anden lovgivning. Behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet
  • alle former for tandpleje, hvis du modtager ydelser svarende til kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik
  • flytteudgifter som fx udgifter til depositum/indskud, transport af indbo og rejseudgifter. Får du hjælp til boligindskud, skal du betale hjælpen tilbage på et senere tidspunkt. Hvis du vil flytte til en anden kommune, skal du søge om hjælp i den kommune, som du ønsker at flytte til.
  • udgifter i forbindelse med samvær med børn, som ikke bor hos dig.

Dette gælder for alle med lav indkomst – dog ikke hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist under gammel ordning. Her har du i stedet mulighed for at søge om personligt tillæg eller helbredstillæg.

Som hovedregel kan du ikke få hjælp til udgifter, du har påtaget dig, inden du søger kommunen om hjælp. Kommunen tager stilling i hvert konkret tilfælde og lægger vægt på:

  • dine indtægter og udgifter og din opsparing og formue
  • din familiesituation
  • din mulighed for at have kunnet forudsige ekstraudgiften
  • typen af ekstraudgift
  • om ekstraudgiften falder ind under en anden lovgivning.

Hvis du er gift, indgår din ægtefælles forhold også i den samlede vurdering af din situation.

Hvis du modtager ydelser svarende til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau, kan du søge om tilskud til tandpleje efter udførelsen. Det gælder dog ikke tilskud til tandpleje, som indebærer samlede udgifter på mere end 10.000 kr. (2025). Det gælder heller ikke, hvis du ønsker at søge kommunen om hjælp til dækning af en resterende egenbetaling.

Du skal lave en ansøgning, hvor du oplyser om:

  • hvad du søger om
  • din begrundelse for at søge
  • dine forsikringsforhold
  • din formue, plus eventuel ægtefælles
  • dine indtægter, plus eventuel ægtefælles
  • dine udgifter, plus eventuel ægtefælles.

Du kan bruge kommunens ansøgningsskema og vedlægge din dokumentation.

Du kan søge kommunen om økonomisk tilskud til en række udgifter, hvis du står i en vanskelig økonomisk situation. Du kan bruge kommunens ansøgningsskema og vedlægge relevant dokumentation.

Du kan få tilskud til alle former for tandpleje, både forebyggende og behandlende, hvis du modtager kontanthjælp efter 82 a i lov om aktiv socialpolitik

Hvis du får brøkpension, har du ret til tilskud, hvis hjælpen efter lovens § 27 a inkl. førtidspension, seniorpension eller tidlig pension svarer til kontanthjælpsniveau.

Hvis du modtager revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse, har du ret til tilskud, hvis du som forsørger af et barn under 18 år modtager en ydelse på 16.382 kr. (2024-niveau) eller mindre. Hvis du ikke forsørger et barn, har du ret til tilskud, hvis du modtager en ydelse på 12.326 kr. (2024-niveau). Det er en betingelse, at du opfylder de økonomiske betingelser for at modtage kontanthjælp, selvom du ikke er kontanthjælpsmodtager.

Hvis du modtager en ydelse på mindre end 12.064 kr. (2024-niveau), yder kommunen tilskud til dækning af 100 pct. af dine egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Hvis du modtager en ydelse på mindst 12.064 kr. (2024-niveau), yder kommunen tilskud til dækning af 65 pct. af dine egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Forhåndsgodkendelse

Kommunen skal forhåndsgodkende dit tilskud, hvis udgiften til dit samlede behandlingsforløb anslås at overstiger 10.000 kr. Kommunen skal i så fald vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, før behandlingen udføres. Forhåndsgodkendelsen gælder i 2 måneder fra kommunens afgørelse.

Hvis du har indhentet et prisoverslag for en tandbehandling, som maksimalt lyder på 10.000 kr., og overstiger udgiften i forbindelse med behandlingens udførelse 10.000 kr., yder kommunen tilskud til den del af den udførte tandbehandling, som fremgår af prisoverslaget fra tandlægen, selv om prisoverslaget ikke er forhåndsgodkendt. Derudover kan kommunen uanset den manglende forhåndsgodkendelse yde tilskud til en supplerende, ændret eller udskiftet behandlingsudgift, som ikke var en del af prisoverslaget, når kommunen vurderer, at behandlingen har været tandlægefagligt nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet, behandlingen ikke væsentligt afviger fra den oprindelige behandlingsplan, og du ikke kunne have forudset den fordyrende behandling.

Hjælp til dækning af egenbetalingen

Du kan også søge om hjælp til dækning af egenbetalingen efter lovens § 82. Kommunen skal i så fald vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, og om du har økonomisk mulighed for selv at betale udgiften. Ansøgning om hjælp til egenbetalingen skal derfor også indgives, før behandlingen udføres.

Indhold fra borger.dk
Senest opdateret 12-09-2024