Ukrudtsbrænderne starter typisk en brand, fordi de kommer for tæt på tørt græs eller buskads, en bygning eller bilen i indkørslen. Der kan også være risiko for forbrændinger på børn og voksne, fordi de kommer for tæt på en tændt eller varm ukrudtsbrænder.
For at mindske antallet af skader og ulykker giver Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen følgende gode råd til at håndtere ukrudtsbrænderen sikkert:
- Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
- Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
- Husk god afstand til bygninger, biler og plankeværk
- Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
- Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
- Tjek at ukrudtsbrænderen har DG-mærke
- Brænderen bør kun skrues så meget op, at ukrudtet bliver kortvarigt svitset. Det er desuden vigtigt at holde ukrudtsbrænderen på afstand af bygninger, bevoksninger og biler. Flammen fra brænderen antænder nemlig let brandbare materialer - også dem, man ikke ønsker at sætte ild til. Endelig opfordrer vi til at lade ukrudtsbrænderen blive i redskabsskuret i de tørre perioder og i blæsevejr, hvor det kan være svært at styre flammen, siger kommunikationskonsulent Lone Hansen fra Sikkerhedsstyrelsen.
Efter brug af ukrudtsbrænderen skal du tjekke området for oversete gløder. Lad ukrudtsbrænderen køle af, før den stilles væk og husk at afmontere gasflaske eller gasdåse. En ukrudtsbrænder skal være forsynet med DG-mærke – så er den godkendt til brug i Danmark.
Læs mere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside
Læs mere på Beredskabsstyrelsens hjemmeside
Hvis uheldet alligevel er ude
Hvis uheldet alligevel er ude, skal du:
- Ringe til 1-1-2, hvis der opstår brand.
- Ved lettere forbrænding - skyl huden med køligt vand til smerterne er væk.
- Ved sværere forbrændinger - skyl med køligt vand og søg lægehjælp.