På en privat fællesvej i byzonen har grundejerne mulighed for at foretage ændringer på vejen herunder opstilling af ladestander eller kabelskinne med og uden reservering af parkeringsareal til formålet. Når kommunen behandler sådan en ansøgning, så skal kommunen vurdere om der er offentligretlige, trafikale eller færdselsmæssige hensyn, der taler imod at give ansøgeren en tilladelse til det ansøgte. Har du styr på hvad din vej er - ellers kan du se det her.
Ansøgningen sendes til Vejogtrafik@holb.dk
Eksempler på løsninger, du kan ansøge om tilladelse til på private fællesveje:
• Ladestanderen opsættes på privat grund, hvor kablet trækkes fra ladestanderen ud til en bil, der er parkeret på vejen. I dette tilfælde skal du søge om tilladelse til at etablere en kabelskinne, så kablet ikke ligger frit på fortovet/rabatten under opladning.
• Ladestanderen opstilles bag fortovet mod facade/vejskel (dog stadig på den private fællesvej). I dette tilfælde skal du søge om tilladelse til etablering af både kabelskinne og ladestander.
• Ladestanderen opstilles ude ved vejen/mod kørebanen enten på fortovet eller vejen. I dette tilfælde skal du søge om tilladelse til at opstille ladestanderen, og eventuelle ombygninger af vejarealet.
Reservering af parkeringsplads:
Hvis du ønsker at ansøge om tilladelse til at reservere en parkeringsplads til ladestanderen, så skal vi også modtage dette i ansøgningen. Bemærk at dette kun er lovligt på private fællesveje og ikke på offentlige veje.
Kræver det ja fra andre?
Vi anbefaler, at I på forhånd får accept fra de grundejere samt forening, der bliver berørt af de planlagte vejændringer. Det er ikke et krav, men en god ide, da der så ikke er risiko for tvister senere hen.
Vi indhenter politiets samtykke som en del af behandlingen af din ansøgning.
Hvad koster det?
Det er gratis at få behandlet din ansøgning, men du afholder selv alle omkostninger til udarbejdelse af ansøgningsmaterialet.
Herudover skal ansøgeren selv betale alle udgifter til projektet: Det kan fx være køb af ladestander og/eller kabelskinne, opsætning og vedligeholdelse af disse, fysiske ændringer af vejarealet, evt. privat aftale med en ladeoperatør til at drive ladestanderen samt eventuel nedtagelse af ladestanderen/fjernelse af kabelskinnen og dertilhørende reetablering af de oprindelige forhold på vejen.
Der tillades som udgangspunkt ikke private installationer på offentlig vej. Du kan ikke forvente tilladelse, hvis der på din grund er mulighed for parkering. Vi vurderer at der er mulighed, hvis du kan skabe plads ved etablering af ny overkørsel, ombygning af garage/carport, inddragelse af haveareal, fjernelse af stensætninger, mur, græsplæne, beplantning, hegn eller lignende. Du må aldrig hænge eller trække et ladekabel over fortovet, da der så er fare for de bløde trafikanter. Det er ikke lovligt at reservere en fast plads til din elbil på en offentlig vej, så det er ikke muligt at ansøge om.
Hvad siger loven?
Se Privatvejsloven § 44, 57, 66, 67 og 68 og Færdselsloven §92
Du kan frivilligt lade anordningen registrere i LER.dk (ledningsejerregisteret) for at undgå skader på anordningen i forbindelse med gravearbejde.
Der vil ikke kunne opnås tilladelse til anordninger, hvor ladekabel hænger i en galge over vejareal eller på anden måde ikke ligger i en nedfræset kabelskinne.
Bor du på en helt privat vej eller en privat fællesvej i landzone?
På private veje eller private fællesveje i landzone, er det alene vejejer der beslutter, om der kan og skal etableres lademuligheder eller skiltning. Ejeren skal selv indhente en skriftlig tilladelse direkte hos Politiet.

