Vidste du at...

Vi er børnenes skole

Når vi taler om børnenes skole, handler det i virkeligheden om respekt og om at skabe en skole, som eleverne føler, også er for dem gennem inddragelse.

Indflydelse i hverdagen

Børneinddragelse hos er ikke kun noget, der foregår til formelle møder. Det sker i de små og store valg i løbet af en skoledag:

  • Medbestemmelse i undervisningen: Når eleverne er med til at vælge emner eller arbejdsformer, vokser deres engagement. Vi oplever, at nysgerrigheden bliver større, når man selv har haft en finger med.

  • Det fysiske miljø: Fra indretningen af klasselokalet til udvikling af skolegården. Det er eleverne, der ved, hvor man leger bedst, og hvor der er brug for ro. Deres idéer er med til at gøre skolen til et rart sted at være.

  • Demokrati i praksis: Gennem elevråd og fællesmøder lærer børnene at argumentere for deres holdninger og lytte til andres. Det er her, de får de første erfaringer med, at deres stemme faktisk kan gøre en forskel for fællesskabet.

Frihedsforsøg i folkeskolen

I perioden 2021-2025 har folkeskolerne i Holbæk Kommune været en del af et frihedsforsøg på folkeskoleområdet, hvor det var muligt for skolerne at tænke skole på nye måder uden at skulle lade sig begrænse af de regler og rammer, som folkeskolen i almindelighed er underlagt. Ud fra værdierne om frihed, fællesskab og faglighed har hver enkelt skole arbejdet med at skabe en skole for lige netop de børn, der går på den enkelte skole. Det har givet anledning til bl.a. nye fag og kortere skoledage - alt sammen for at skabe Børnenes Skole.

Frihed

Elevernes udvikling og personlige dannelse skal styrkes. Eleverne skal opleve, at skoledagen er meningsfuld på måder, som inspirerer og giver dem lyst til at lære mere. Gennem dialog og medindflydelse ønsker vi at opmuntre dem til at deltage aktivt i beslutningsprocesser, der vedrører deres eget liv og læring.

Fællesskab

Eleverne skal opleve større skoleglæde, flere elever skal komme i skole hver dag og flere skal være en del af det almene fællesskab. Eleverne skal mærke, at de er en vigtig brik i et stærkt fællesskab, og at netop deres aktive deltagelse kan gøre en forskel for andre.

Faglighed

Eleverne skal lære mere og den faglige trivsel skal styrkes bl.a. gennem varierende undervisning og praksisfaglighed. Eleverne skal opleve at blive mødt med faglige udfordringer, der passer til dem. Et fagligt løft skal sikre, at flere elever er klar til en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen.

Bjergmarkskolen bliver Unicef Rettighedsskole

I skoleåret 2025/2026 har Bjergmarkskolen begyndt arbejdet hen imod at blive certificeret som rettighedsskole.

Det betyder, at de vil udbrede budskabet om børns rettigheder og styrke børns stemme – så børn og voksne derved bliver fælles om at skabe en god skoledag for alle. 

I linket kan du se en video, hvor børn og voksne fortæller om, hvordan de arbejder med at blive rettighedsskole.

Du kan læse mere om Bjergmarkskolen som rettighedsskole her

Her kan eleverne blive Juniortrænere

Juniortræner er et lokalt valgfag for elever i udskolingen, som gerne vil engagere sig i idræts- og foreningslivet. Det startede på Kildebjergskolen i Mørkøv og har siden spredt sig til Jyderup Skole og Nr. Jernløse Skole.

Juniortræner er ikke målrettet en specifik sportsgren. Der er fokus på bredere kompetencer, der er nyttige, uanset hvad man skal instruere børn og unge i. Det vil sige, at der både arbejdes med, hvad det kræver at være rollemodel samt med øvelser i både teori og praksis.

Og netop praksis er en vigtig del, da eleverne også skal ud i "praktik", hvor eleverne får lov at afprøve deres færdigheder i praksis i skolens mindre klasser, i SFO'en eller i en lokal forening.

Fælles om ungelivet - sammen med de unge

På Nr. Jernløse Skole har 7. årgang haft fokus på ungelivet med "Ungeprofilundersøgelsen" og "Fælles om ungelivet". De har dykket ned i aktuelle ungdomstemaer som trivsel, ensomhed, søvn, alkohol, rygning, motion og har arbejdet intenst med de resultater undersøgelsen har givet på skolen. Alt for få unge bevæger sig og drikker for meget alkohol, så der er problematikker at tage hånd om. 

De unge har pitchet foran hinanden, udarbejdet produkter på baggrund af den nye data - f.eks. kampagnefilm, podcast eller plakater. Forældrene blev inviteret ind på skolen til fremvisning af hele arbejdet, til rørende samtaler og til ny viden omkring de unge mennesker.

Se video om de unge og Ungeprofilen nederst på denne side

Vidste du, at eleverne får deres eget talerør til politikerne?

Fra skoleåret 2026/27 får eleverne i Holbæk Kommune endnu mere indflydelse. Vi er i gang med at skabe et fælles elevråd med repræsentanter fra alle kommunens folkeskoler som sammen med lærere fra Tølløse Skole og Vipperød Skole er tovholdere på projektet sammen med Fagsekretariatet for Læring og Trivsel.

Med et fælles elevråd bliver det nemmere både at spørge eleverne til råds og men også for eleverne, der kan bringe deres egne idéer helt ind til det politiske udvalg. Det er elevdemokrati i øjenhøjde. 

Juniormesterlære - tre dage i skole | to dage i praktik

Juniormesterlære er muligheden for at skabe en skolehverdag, for de elever, der i 8.-9. klasse overvejer en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

Her går eleverne nemlig tre dage i skole og bliver undervist i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. De resterende to dage om ugen er eleverne i selvvalgt praktik som fx butiksassistent, slagter, mekaniker, tømrer eller noget helt femte.

Læs historier fra et par af de elever, der er i juniormesterlære

Forskønnelsesuge og indretning af fællesområder

Absalonskolen har holdt forskønnelsesuge, hvor alle elever på hele skolen hen over en uge både kom med ideer til hvordan inde- og udearealerne på hele skolen kunne forskønnes - og udførte dem. Der blev bl.a. malet hvaler i 1:1-skala på boldbanen, malet matematiksymboler i Aulaen og etableret en venskabsbænk, hvor man kan møde nye venner.

På Kildebjergskolen skulle der laves en læsekrog midt i aula'en. Her blev børnenes ideer udfoldet, og med eget elevbudget blev Læsehytten Papaya skabt.

Venskabsbænk på Absalonskolen - sæt din hånd og find en ny ven at lege med.

Elever maler de slidte søjler i udskolingen på Absalonskolen og giver dem nyt liv med deres egne ideer og kreative tilgange.

Det var en festlig indvielse af læsehytten Papaya på Kildebjergskolen.

Senest opdateret 07-04-2026