Spring til indhold

Krudt i rumpen og selvdisciplin

Som tiårig stjal Muhammed Dahmani æbler og blev tilbudt sit første job. Han fik også sin første taekwondodragt. Begge dele kom til at sætte retning for hans liv.

Endelig. I dag sker det. Slut med at stå på tåspidserne og kigge ind ad vinduet uge efter uge. Slut med at se længselsfuldt efter storebror, når han ifører sig den hvide dragt med det sorte bælte. Endelig bliver døren lukket op, og Muhammed kan træde ind i salen. Han ved det ikke selv, men denne sommerdag tager han også de første skridt på vejen til deltagelsen i OL i Sydney, Australien 2000 i taekwondo.

Dagen i dag handler det imidlertid om at få lov til at lære de mange fede spark og slag, som han gennem vinduet har set storebror og hans klubkammerater lave de sidste år. Han har længe ventet på at fylde 10 år og være gammel nok til at blive lukket ind:

"Og så var det røvkedeligt. Og det var det i de to første år. Det var bare opvarmning og en hel masse teoretisk, hvor vi skulle lære at sige nogle kommandoer på koreansk. Med andre ord disciplin. Der var ikke noget, som mindede om kamp. Jeg hadede det. Det, jeg havde set min bror gøre, var fedt, og så stod jeg der og skulle i min verden lave nogle fuldstændig ligegyldige ting. At det var fundamentet for, hvordan man lærer taekwondo, vidste jeg jo ikke dengang", siger Muhammed.

Muhammed holdt dog stædigt ved, for han havde et klart mål for øje. Han ville ud at kæmpe og deltage i stævner. Og så havde han et forbillede, der dagligt viste ham, at det var muligt. Nemlig hans ældste storebror med det sorte bælte, der den dag i dag betyder meget for Muhammed. Måske fordi han med sin rolige og fornuftige tilgang er Muhammeds diametrale modsætning. Og måske fordi han gennem barndommen gang på gang hjalp Muhammed, når han rodede sig ud i problemer.

Første job som 10-årig

Muhammed er 45 år gammel. Han er født og opvokset i Holbæk og har to større brødre og en lillesøster. Hans far og lidt senere hans mor og storebror flyttede fra Marokko til Danmark i 1960’erne.

Der stod æbler ud til vejen, som jeg stjal fra. Det havde ejeren Hans-Henrik godt set, og så har han tænkt, "hvad laver den tosse?, han skal da have et arbejde." Så en dag kommer han forbi og siger, skal du ikke have et job? Og jeg siger "jo".

De første år trådte Muhammed sine barnesko på et nedlagt landsted på Sandmosen i Store Grandløse ved Holbæk. Da Muhammed var fem år, flyttede familien til et parcelhus på Frilandsvej i Vestbyen i Holbæk. Her var alt, hvad en lille gut med masser af krudt i rumpen kunne ønske sig.

Tæt på lå Knudskoven, hvor han og de andre drenge fra kvarteret havde masser af plads til at boltre sig og lege krig. Gik de ned ad Stenhusvej og over Kalundborgvej, var de ved fjorden, hvor stenene lå og ventede på at slå smut.

Da Muhammed var 10 år, blev han ikke kun lukket ind til taekwondo, han fik også sit første job. I området lå Stenhusvejs frugtplantage, hvor plantageejeren havde en tilhørende butik `Stenhusvejs frugt og grønt’:

"Der stod æbler ud til vejen, som jeg stjal fra. Det havde ejeren Hans-Henrik godt set, og så har han tænkt, "hvad laver den tosse?, han skal da have et arbejde". Så en dag kommer han forbi og siger, skal du ikke have et job? Og jeg siger "jo". Og så startede jeg med at plukke æbler efter skole, og om vinteren var jeg i butikken, hvor jeg vejede frugt og grønt af. Jeg blev meget tæt med familien, og er det stadig med dem, der er tilbage af den. Jeg plejer at sige, at det er min hvide familie", fortæller Muhammed.

Når far kommer hjem, skal mor til at gå

I 1960’erne var der mangel på arbejdskraft i Danmark, og Muhammeds far kom til landet for at arbejde som svejser. Det gjorde han om dagen hos President Mølleri Maskiner A/S. Hans mor arbejdede i køkkenet på Hotel Strandparken om aftenen.

Atypisk for den tid var det deres far, som lavede aftensmad og sørgede for, at børnene fik spist og kom i seng, inden deres mor var hjemme ved midnat. Muhammed husker de to dage, hvor begge forældre havde fri, som særligt gode og hyggelige.

At komme herop til Danmark med en pose under armen, og så bygge et liv op. Jeg er fuld af beundring. Også når jeg ser, at de har fulgt med. Far og mor har jo fulgt med hele tiden på godt og ondt, og jeg har ikke gjort det nemt for dem. 

Han er stolt af sine forældre:

"Især nu, hvor jeg ved, hvad livet bringer og kan bringe. At komme herop til Danmark med en pose under armen, og så bygge et liv op. Jeg er fuld af beundring. Også når jeg ser, at de har fulgt med. Far og mor har jo fulgt med hele tiden på godt og ondt, og jeg har ikke gjort det nemt for dem. Jeg havde ild i røven, det har jeg altid haft. Min far sagde engang, du gør, hvad der passer dig. Det har du altid gjort. Og det skal du blive ved med. De har jo også skulle tilpasse sig, hvordan man har børn, og hvordan man opfører sig i kulturen her", siger Muhammed.

Slagsmålet i skolen

Da Muhammed er 12 år, har han ved hårdt arbejde og selvdisciplin stået den kedelig del af taekwondo igennem. Han kan nu alle kommandoerne udenad og har opnået det grønne bælte – det femte af i alt 12 – og er nu klar til at deltage i stævner. Han har talent og er dygtig. Med sine bare 33 kilo vinder Muhammed mange af sine kampe.

Skolegang er til gengæld ikke helt noget for den livlige Muhammed. Det er kedeligt. Han har et kvikt hoved og klarer sig godt til eksamener, men han er ikke særlig engageret i den daglige undervisning. Han har mange gode kammerater, der ikke driller med, at familien kommer fra Marokko. Det er der imidlertid andre, der gør. Og da Muhammed er blevet 14 år, går det galt:

"Der var nogen i klassen over mig, som var nogle værre banditter. De kaldte mig alt muligt og var rigtig ubehagelige. Dengang brugte man ikke ord som perker, man brugte andre grimme ord. Jeg kunne ikke finde ud af at svare igen. Jeg var ikke nogen slagsbror, men til sidst fik de nogen på lampen i stedet for", siger Muhammed.

Storebror passer på

Muhammed fortæller ikke sine forældre om de ældre elever, der er efter ham og om slagsmålet. Det gør skolen imidlertid. Han ældste storebror fortæller, at han har set det, og at det ikke er Muhammeds skyld.

De andre var efter ham. Men lige meget hjælper det. Går man til taekwondo, skal man ikke slås. Muhammeds far forbyder ham at fortsætte til taekwondo og siger, at kan skal gå i skole, på arbejde og ellers være hjemme.

Muhammed keder sig derhjemme. Hans kammerat går til fodbold i Tuse fodboldklub, og efter en måneds tid sniger Muhammed sig med til fodbold. Han bliver hurtig rigtig god og kommer på førsteholdet. Men fodbold er ikke taekwondo:

I taekwondo derimod står man to mand overfor hinanden, og så er det op til én selv. Det er fedt.

"Fodbold er en holdsport. I taekwondo derimod står man to mand overfor hinanden, og så er det op til én selv. Det er fedt. Jeg har altid sat stor pris på, at det var op til mig selv. Og så er det en kompliceret sport, hvor der er mange finesser. Det er ikke noget, man bare gør. Det er i den grad en udfordring. Og jeg savnede det", siger Muhammed.

Og som så mange gange før træder hans ældste storebror til og taler sin lillebrors sag overfor deres far. Han mener, at Muhammed har lært af konsekvenserne og skal have lov til at begynde til taekwondo igen.

Borgmester og træner giver en hjælpende hånd

Da Muhammed er 16 år, kan han altså vende tilbage til taekwondo. Hans talent, fokuserede energi og målrettede fokus bringer ham hurtigt op i eliten:

"Da min idrætskarriere begyndte at tage form, skulle jeg til US Open i 1996, men jeg havde ikke de 8000 kroner, som det kostede. Det havde Jørn Sørensen, vores tidligere borgmester og Mehmet Özdemir, der var min træner dengang imidlertid. De betalte og sendte mig til US Open. Det var startskuddet på min taekwondokarriere. Det er da helt fantastisk, at de gjorde det for mig", siger Muhammed.

Siden fulgte deltagelse i mange turneringer og mesterskaber. I 1997 bliver Muhammed en del af landsholdet. Han træner tre dage om ugen i klubben i Holbæk og kører bagefter ind til København for at træne. I weekenderne er der landsholdssamlinger.

De olympiske lege

Det stærke fokus lønner sig og kulminationen på karrieren kommer i 1999, da Muhammed er med til udtagelse til OL i Kroatien:

"For at blive udtaget skulle man på skamlen. Min normale vægtklasse var minus 70 kilo, men det fandtes ikke i OL programmet, så jeg kæmpede i 80 plus. De andre, jeg kæmpede imod, rykkede ned fra 86 plus. Så da jeg kommer til kvallen, siger de andre ”Whats up little guy, don’t you think you’re in the wrong place?” Og jeg svarer ”Yes, yes you might be right”. Og så fik de røvfuld alle sammen. Det var nyheden dengang. Det var sjovt, hold kæft det var skægt. Jeg tilpassede mig jo bare. Jeg var ikke særlig høj, og de var nogle store nogle. Jeg fandt ud af, at jeg bare skulle tæt på dem. Så kunne de sparke forbi, og jeg kunne give dem nogle hurtige, og så smutte væk igen. De gange, hvor de ramte mig, kunne jeg smage blod, men så lærer man at flytte sig endnu hurtig. Jeg endte med at blive nummer et", fortæller Muhammed.

Forventninger er derfor høje året efter, da Muhammed drager afsted til OL i Sydney. Forud ligger et år med hård daglig træning. Han er fuldstændig klar og fokuseret, da han træder ind på banen til sin første kamp:

"Jeg kæmpede mit livs kamp. Jeg har aldrig været så god, som da jeg gik ind på banen. Vores træner, Stén Knuth, siger til mig: Hvordan har du det? Jeg kigger over på ham og siger: Prøv og se, der er 10.000 mennesker, der sidder der oppe og kigger, What’s not to like? Jeg sugede det til mig. Det var 10.000 frådende australske fans, der råbte. Og jeg tænkte ja fuck jer, lige om lidt får I røvfuld. Det var jeg sikker på", siger Muhammed.

Det var tyveri ved højlys dag og en skandale af dimensioner.

Men selvom det er tydeligt for mange, at Muhammed får flest fuldtræffere ind, så lyder resultatet fra dommerne ved kampens afslutning på 6-5 til modstanderen Warren Hansen fra Australien:

"Jeg ville ikke gå ned, jeg lavede en protest. Publikum klappede og hujede af dommerne. Stemningen i hallen vendte sig imod det, der foregik. Det var tyveri ved højlys dag og en skandale af dimensioner", siger Muhammed.

Efterspillet

Muhammed er vred. Så vred at han vælger ikke at deltage i afslutningsceremonien tre dage senere. Han sværger, at han aldrig mere vil kæmpe. Efter OL afskaffer man de fire hjørnedommere og indfører i stedet brug af elektronik, der automatisk registrerer spark og slag:

"To år efter jeg kommer hjem, ringer Washington Post til mig og siger, der var seks kampe, som var købt, og min var en af dem. Det har jeg nu aldrig været i tvivl om", siger Muhammed.

Et halvt år efter Sydney er Muhammed alligevel tilbage på banen. Denne gang ved Mexico Cup, som han vinder efter seks kampe:

"Jeg gennempryglede dem alle sammen, og jeg fik afløb for min vrede ved det", siger Muhammed.

I 2003 deltager han i VM, hvor han ikke får nogen placering. I 2004 stopper han karrieren, da han bliver Nordisk mester:

"Til det nordiske mesterskab var jeg ikke motiveret og var ved at tabe til nogle, der var meget ringere end mig. Så jeg tænkte, du skal stoppe nu. Så det gjorde jeg. Min stædighed gjorde, at jeg tog et par år efter Sydney. Det skulle de ikke tage fra mig", siger Muhammed.

Først for et par måneder siden, 20 år efter Sydney, sætter Muhammed sig ned og ser afslutningsceremonien og sin kamp.

Tid til at betale tilbage

Muhammed har en stålsat vilje til at nå sine mål, og han når det, han sætter sig for. Men han ved godt, at han har fået hjælp fra mange i sin taekwondokarriere. Nu er det tid til at give noget af det tilbage.

Det er tirsdag aften og 35 år siden, Muhammed stod på tåspidserne og kiggede ind ad vinduet, mens storebror trænede de fede spark og slag. Klokken nærmer sig, og han iklæder sig den hvide dragt med det sorte bælte og tager over i taekwondoklubben.

Han træner med den første halve time og joker så lidt med, at nu kan han ikke klare mere. I stedet går han ind og hjælper de børn og unge, som har svært ved at lære kommandoerne, sparkene eller slagene, så de holder ved og ikke giver op.

Blå bog

Muhammed har en datter på 15 år og to sønner på 17 og 13 år sammen med sin ekskone. De blev gift i 1999 og skilt i 2017. I dag bor Muhammed i vestbyen i Holbæk tæt på sit barndomshjem.

  • Fra 1991 til ’99 arbejder Muhammed hos President Mølleri Maskiner A/S. De fire første år er han i lære som klejnsmed, der sidste fire år arbejde han som svend med forskelligt smedearbejde.
  • I 1999 - 2005 arbejder han hos Brøker A/S, hvor han kører rundt på hele Sjælland og laver drikkevandsboringer.
  • I 2005 vælger Muhammed at blive selvstændig. Han opretter firmaet M.D. Multifleks. På et tidspunkt har han 12 mand ansat. Firmaet laver haveanlæg og gravearbejde. I 2009 kommer finanskrisen, og Muhammed bliver som mange andre hårdt ramt. Han ser en annonce i Ingeniøren for en helt ny teknologi, som et tysk firma har udviklet. En lille borerobot, der kan lave jordvarme i en almindelig parcelhushave. Muhammed køber den anden robot, der bliver produceret, og er den første i Danmark, der tilbyder løsningen. Han samarbejder med Energi Nord (tidligere Himmerlands Elforsyning). Og fra 2010-2016 laver han jordvarme rundt om i Danmark.
  • I 2016 går Muhammed konkurs med en del af firmaet. I 2017 må han lukke resten i forbindelsen med skilsmissen.
  • Fra 2017 til 2020 arbejder Muhammed hos Hölscher Jensen a/s i deres boreafdeling, hvor han arbejder med grundvandssænkning og borearbejde bl.a. på Sydhavnsmetroen. Han stiger hurtigt i graderne og bliver afdelingsleder.
  • I september 2020 bliver Muhammed fritstillet, da selskabet vælger at omstrukturere.

Sportskarrieren

  • Gennem sin sportskarriere har Muhammed vundet et utal af medaljer. Blandt de vigtigste oplevelser er:
  • Deltagelsen i US Open i 1996, der sætter skub I karrieren
  • Deltagelse i Dutch Open 1996, hvor han kæmper 7 kampe på en dag mod nogle af verdens bedste
  • Kvalifikation til OL i Kroatien i 1999, hvor han bliver nummer et
  • Deltagelsen i OL i Sydney i 2000, hvor han taber første kamp, som siden viser sig at være købt
  • Mexico Open i 2000
  • Dansk Taekwondo Forbunds jubilæums landskamp mod Korea i en fyldt cirkusbygning i 2000. Muhammeds afskedsgave til den daværende landsholdstræner Ko Tai Jeong og hans velkomstgave til den nye Sten Knuth.
  • Nordisk mester i 2004, hvor han vælger at stoppe sin sportskarriere.

 



Feedback

Sidst opdateret

30.10.2020

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin