Hvis du besøger Ahlgade 9 i Holbæk og går ned i kælderen, så kommer du ind i et kreativt univers, hvor det er dig selv, der er kunstneren. Her kan alle kreative sjæle prøve at male på keramik, og efter brænding får man naturligvis det færdige produkt med hjem.
Værdibaseret at have juniorer i mesterlære
Kunder bliver mødt af 15-årige Lea Hansen, der er i juniormesterlære i forretningen. Det er en ordning, hvor hun går i skole tre dage om ugen og på arbejde de andre to dage.
”For os handler det om værdier. Det handler om fællesskab, ejerskab, og om at der skal være plads på arbejdsmarkedet til forskelligheder. Det skal man være klar til som arbejdsgiver,” fastslår Katja Bannebjerg, der er den ene af to indehavere af Kreakrogen. Butikken vandt tidligere i januar Iværksætterprisen, der uddeles af Holbæk Erhvervsforum.
Lea Hansen går i 8. klasse på Absalonskolen i Holbæk. Da hun gik i 7. klasse besluttede hun at prøve juniormesterlære i 8. og 9. klasse.
”Jeg havde ikke så mange overvejelser om det. Jeg trivedes ikke så godt i skolen, så det skulle bare prøves. Og det er blevet, som jeg håbede. Det går bare godt, fortæller Lea.
”Jeg kommer afsted alle dage nu – det er ikke sikkert, jeg havde gjort det, hvis alle dage var almindelige skoledage,” vurderer hun.
Socialt ansvar
”Vi er med til at tage et socialt ansvar i juniormesterlæreordningen. Vi skal sørge for at give Lea det, der giver hende overskud til at gå i skole, forklarer Katja og tilføjer:
”Juniormesterlære er et langt forløb, og det giver en meget tættere relation end ved almindelig skolepraktik, der kun varer en uge. Vi har både kontakt til forældre og skolen, og for Lea er der meget mere fordybelse i det,” fastslår Katja Bannebjerg.
Matchet mellem Kreakrogen og Lea er rigtig godt. Lea er med i stort set alle dele af butikkens arbejde, og hun er god til at give udtryk for, hvad hun gerne vil.
”Vi er heldige at have fået Lea. Det er kvalitetsarbejde, hun leverer. Det er en kæmpe gave, at ting bliver gjort ordentligt,” pointerer Katja.
Og hun opfordrer gerne andre virksomheder til at blive en del af juniormesterlæreordningen.
”Det skal de gøre. Der er potentiale i dem, der kommer ind. Hvis matchet er godt, er det helt unikt,” slutter hun.
Læs mere om juniormesterlære nedenfor.