Brorfelde Bakker er et enestående geologisk istidslandskab. Det består af en god snes markante, fladtoppede bakker, der adskilles af dybe slugter og lavninger med stejle sider. Søerne Maglesø, Grøntved Sø og Igelsø opfylder tre af disse lavninger.
Sådan blev bakkerne ved Brorfelde dannet
Grusmaterialerne i bakkerne ved Brorfelde Observatorium er aflejret i søer i en smeltende gletsjer. Det skete i slutningen af sidste istid.
Da gletsjerisen senere smeltede væk, lå søaflejringerne tilbage som fladtoppede bakker. Imens markerer lavningerne de tidligere vægge af is omkring søerne.
Et sidste gletsjerfremstød har dækket gruslagene med moræneler, men derudover har det kun påvirket landskabet ganske svagt.
Et nationalt geologisk interesseområde
Brorfelde bakker kulminerer tre steder. Det er i Lundsbakke (93 meter), Væverbakke (86 meter) og bakken med observatoriet (90 meter).
Lundsbakke har en langstrakt, buet topflade, og bakken med observatoriet er mere kuppelformet. Begge bakker er meget synlige og iøjnefaldende set fra landevejen mellem Kvanløse og Ugerløse.
Brorfelde Bakker er udpeget som nationalt geologisk interesseområde af Miljøministeriet. Det medfører beskyttelse, pleje og formidling af områdets store geologiske værdier.
Brorfelde Observatorium
Brorfelde Observatorium og de omkringliggende 40 ha er fredet og er ejet af Holbæk Kommune, der er ved at omdanne stedet til et oplevelsescenter.
Bygningerne på Brorfelde Observatorium er kun åbne i forbindelse med særarrangementer og efter aftale, men det rekreative nærområde er offentligt tilgængeligt.
Besøg Brorfelde Observatorium